Kom til børneløb, underholdning og en masse motoriksjov i Fælledparken
22. april 2024

Få en skøn lørdag med hele familien, når Copenhagen Marathon Sparta inviterer til Mini Maraton, en sjov motorikbane og masser af underholdning i Fælledparken.

Maratonløb er ikke kun for voksne. Til Copenhagen Marathon er der nemlig også tænkt på at give dem med korte ben og små skostørrelser en stor oplevelse.

Løb
Lørdag den 4. maj – dagen inden, at 15.000 maratonløbere fra hele verden bliver sendt ud i de københavnske gader om søndagen – får børnene lov til at tage forskud på Copenhagen Marathon.

I kan vælge mellem to ruter på én eller to kilometer, som børnene enten kan løbe alene eller med en voksen. Begge ruter går gennem Fælledparken. De er afmærkede, lukkede for trafik og med udstyret med hjælpere fra Copenhagen Marathon hele vejen.

Start og mål foregår fra samme flotte portal, som de voksne løbere bruger til Copenhagen Marathon. Og når børnene krydser målstregen, får en en flot medalje om halsen – ligesom de store maratonløbere.



Underholdning
Inden starten på hvert løb til Mini Marathon er der sjov fællesopvarmning for børn og voksne med vores veloplagte Speaker og vores maskot, Sprinter.

Derudover kan du hele eftermiddagen glæde dig til en masse sjov underholdning på den store scene i løbernes område, Runners Area, som ligger i Fælledparken lige ved siden af startportalen.

Her kan du opleve de populære HipSomHap, som optræder med masser af sang, musik og sjov. HipSomHap består af Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, der altid leverer det svedigste show spækket med seje rim, syge beats og masser af hiphop-attitude i børnehøjde. Musikken henvender sig især til børn fra 6-12 år, men de yngste kan også være med, så kom og syng med på alle deres hits i Runners Area.

Vikingespil, lykkehjul og meget andet med Arla

På dagen lægger Arla også vejen forbi, hvor de tager en masse sjove lege med. Du kan kaste dig over vikingespillet, et lykkehjul, cornholes og meget mere. Uden mad og drikke dur de små løbeben ikke, så de sørger selvfølgelig også for at tage forskellige forfriskninger med til en sjov dag.